



'Heilen' betyder at helbrede på tysk. Heilpraktik er et tilbud om naturmedicinsk helhedsbehandling. En behandling der ikke bare fokuserer på symptomer, men omfatter hele mennesket fysisk, psykisk og åndeligt.
Heilpraktik er en regulationsterapi, som forudsætter et nøje kendskab til de anatomiske forhold og fysiologiske processer i organismen. Sygdom og helse er afhængige af, at organismens selvregulerende kræfter er intakte, ellers opstår der ubalance i organismens stofskifte og syre-basebalance med sygdom til følge.
Behandlingen er for alle aldre og kan benyttes til forebyggelse eller i kombination med anden behandling. Der tages udgangspunkt i det syge menneskes helhed og ikke kun i sygdomssymptomerne.
I snart 100 år har heilpraktik været et anerkendt erhverv i Tyskland. Vi skal dog helt tilbage til oldtidens Grækenland for at finde heilpraktikens rødder.
Hippokrates' opfattelse af kroppen som en ligevægt går nemlig igen i heilpraktiken. Sundhedsmæssige problemer er derfor ubalancer, som heilpraktikeren kan hjælpe dig med at rette op på.